Indien har altid været kontrasternes land – og det er det stadig. Det er et smukt land, men det er også barskt. Det er rigt, og det er fattigt. Det er verdens største demokrati, men alligevel er der så mange blandt befolkningen, der lider.
Med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker er Indien et af verdens folkerigeste lande. En stor del af befolkningen lever et godt liv med en rimelig levestandard, men mere end 200 millioner indere lever et fattigt og usselt liv i sult og under helt urimelige forhold.
Mange af de 200 millioner indere er kasteløse og bliver derfor diskriminerede og udstødte af samfundet. Under det nuværende kastesystem har de ikke mange muligheder for at komme videre. Godt nok er kastediskrimination forbudt, men det fungerer desværre i bedste velgående. Og godt nok har regeringen vedtaget et program til bekæmpelse af sult og fattigdom, men der er stadig mange, der lever et uværdigt liv i sult og fattigdom.
I Indien handler problemet med sult ikke så meget om mangel på mad, men i langt højere grad om fordelingen af maden. Det er et spørgsmål om politisk vilje og prioriteringer. Indisk mad er simpel mad, der er billig at lave, så derfor retter en del af nødhjælpen i Indien sig mod hjælp til selvhjælp; blandt andet ved at hjælpe lokalbefolkningen med at etablere køkkenhaver og gøre det muligt for dem at holde høns og geder, så de bedre kan klare sig selv. Meget er rettet mod den kvindelige del af befolkningen, for enlige kvinder, piger og handicappede hører til de mest udsatte grupper i Indien.
Skriv et svar